Gyldendal køber et af Sveriges største lydbogsforlag, Word Audio Publishing
Dato: 26. november 2020

Gyldendal har i dag købt det svenske lydbogsforlag Word Audio Publishing (WAPI), der udvikler og udgiver lyd- og e-bøger. Med opkøbet fortsætter Gyldendal den digitale udvikling af forlagets portefølje og sætter samtidig for alvor fart på de internationale ambitioner om at udgive og være direkte til stede på de internationale bogmarkeder. WAPI har i dag udgivelsesaktiviteter i Sverige, Finland, Spanien og Rusland.

Word Audio Publishing blev stiftet af iværksætter og adm. direktør Mattias Lundgren. WAPI, der er beliggende i Malmø, har aktuelt et katalog med 1.300 svenske titler og flere end 300 titler på andre sprog.

Adm. direktør i Gyldendal, Morten Hesseldahl, siger: 

»Gyldendal har de seneste år søsat en række ambitiøse digitale projekter, der også rækker ud over det danske bogmarked. Derfor har vi et stykke tid været på udkig efter de rette samarbejdspartnere for at få endnu mere fart på den digitale ekspansion. I Word Audio Publishing har vi fundet et succesfuldt digitalt forlag med dygtige medarbejdere, stærke digitale kompetencer, et stærkt forfatternetværk og et katalog af lydbøger, der skal være med at drive vores internationale ambitioner. Vi skal som forlæggere hele tiden arbejde med at udvikle vores fortællinger til alle medier og på nye markeder – ikke mindst på det attraktive internationale marked. Med WAPI kommer vi tæt på mange nye spændende svenske forfattere, der ved, hvordan man skriver til øret, og vi får samtidig en forretning og en infrastruktur, der kan hjælpe med til at løfte vores danske og nu også svenske forfatteres fortællinger ud i verden. Det er både godt for forfatterne og for os«.

Stifter og adm. direktør i Word Audio Publishing, Mattias Lundgren, udtaler:

»Vi har de seneste år bygget WAPI op som et 100 procent digitalt drevet forlag i samarbejde med vores dygtige forfattere. Derfor er jeg også glad for og stolt over at få Gyldendal som ejere. Vores forfattere fortjener det bedste, og med Gyldendal vil deres værker kunne udvikles og udbredes endnu mere. Derfor er det en stor dag for mig og for hele WAPI-familien. Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet i bestyrelsen for WAPI«.

Forlagsaktiviteterne i Word Audio Publishing vil fortsat være forankret i Malmø. Gyldendals overtagelse sker med virkning fra 1. januar 2021.


Tilmeld nyhedsbrev

E-mail